The tribute

Reading Time: 7 minutes

Sidder i min mørkegrå sofa med min sølvgrå laptop placeret på skødet.

Jeg er egentlig en smule lettet.

Tankerne kredser sig om kærlighed og taknemmelighed. Og ikke mindst – om ham.

Manden i mit liv.

Ham, der altid har lyttet på mig. Ham, der altid har været der for mig. Ham, der har set mig vokse op og altid husket mig på, hvor smuk en sjæl og menneske jeg er.

Manden, jeg aldrig vil glemme.

Min far.

 

Får flashback til Rumænien.

Sidder og snakker med hende.

Yogalæren.

Vi taler om sorg.

Om, hvordan det er at miste,

Om, at vi kun er her på lånt tid.

Jeg mærker min krop reagere på hendes ærlighed, mens ordene flyder frit.

Reaktionen føles både kærlig, voldsom, nænsom og naturlig.

Jeg rejser mig op.

Tænker lidt over livssituationen. Tænker over magien, som er i dette smukke hus i bjergene, og hvor utaknemmelig jeg egentlig til tider føler mig.

Tankemylderet bliver erstattet af en pludselig og intens mavefornemmelse, der fortæller mig, at noget er galt.

Forsøger forgæves at lokalisere følelsen.

Den overtages af en kriblen i hænderne, der med stor hast får mig til at taste nummeret ind til sygehuset.

Jeg bliver nødt til at få fat på ham.

Jyden.

Eller lad os bare kalde ham ”far”.

Telefonen bipper et par gange, før jeg når igennem. Han er stadig på den lukkede, så skal sluses igennem patienttelefonen.

Efter et par få udvekslede gloser giver hun røret videre.

”Det er far!” får han sagt med en god omgang optimisme i stemmen.

Jeg kan mærke, at han er glad for at høre fra mig. Men der er også en form for melankoliske undertoner i hans stemme. Det er næsten som om, at jeg kan fornemme hans sindstilstand gennem røret.

Vi snakker lidt i øst og vest. Mest i vest.

Om Rumænien.

Om bjergene.

Og om hans helbred.

”Jeg er endelig rask – jeg er bare lidt træt af at være her. Jeg kommer snart hjem,” slutter han samtalen af med.

Jeg forstår ham udmærket. Jeg ville også blive sindssyg af at være indlagt sådan et sted. Men jeg kan mærke, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Og hans bevidsthed om situationen, er den, der gør mest ondt.

Får det sidste ord.

Fortæller ham, at han er elsket.

 

En intens følelse rammer mig pludselig.

Den type dybe intuitive mavefornemmelse, der nægter at lade sig gå forbi uset.

Den fortæller mig, at det er tid til at forlade Rumænien.

Jeg bliver nødt til at tage et fly hjem. For jeg bliver nødt til at se ham.

Snakker med yogalæren.

Hun støtter mig i min beslutning.

”Hvis det er sådan, du har det, så skal du tage hjem. Du ved aldrig hvor længe, du har ham. Alt er midlertidigt.”

Hendes ord borer igennem sjælen, og plastrer sig rundt om min hjertekule. Jeg kan mærke hendes sorg og hendes glæde over sætningen på én og samme tid. Som om, at netop de ord selv har hjulpet hende.

Vi krammer.

Den slags kram, der føles dybtfølt og ægte på et næsten spirituelt plan.

 

Flashback til hjemturen

Er taget hjem en del før tid.

Overnatter hos kvinden med de syngende skåle.

Kommer på roadtrip.

Vi bliver fanget i en trafikprop.

Når at tænke “fuck, fuck, fuck.”

Når også at tænke “pyt. pyt, pyt.”

Træder ind lufthavnen lige før sidste udkald til boarding.

Ånder lettet op til en melding om, at mit fly er forsinket.

To timer.

Slår tiden kreativt ihjel.

Lander først på dansk jord klokken alt for sent.

Forsøger at blaffe mig til et lift. Uden held.

Vælger at tage til Odense fremfor hjem til ham, da alle afgange mod de egne er stoppet med at køre.

Er ved godt mod.

Ringer til ham.

Forklarer, at jeg ikke kommer som lovet, men at jeg allerede har booket en billet til ugen efter.

Jeg kan mærke, at hans hjerte smiler gennem telefonen.

Ankommer til en sovende by og crasher en kærlig sofa.

 

Flashback til øjeblikket

Går i min egen farverige indre verden med hovedtelefonerne solidt placeret i øregangene.

Bassen pumper afsted med lidt for høj styrke.

Pludselig ringer telefonen.

Musikken spiller stadig, mens opkaldet  automatisk bliver besvaret.

”Hallo?”  lyder det i den anden ende af røret.

Bemærker ikke hvem jeg snakker med.

Musikken har forvirret min entré.

Får samlet trådene.

”Far er død.” lyder det kort.

Bliver i et øjeblik tanketom, og kan ikke samle mig om resten af samtalen.

Det kan ikke passe, tænker jeg.

”Er du sikker?”

”Ja.”

”Helt sikker?”

”Ja, jeg er helt sikker. Han er død.”

Går hvileløst rundt i den rodede Netto-forretning, mens tårerne langsomt triller ned at kinderne.

Går hjem.

Tomhændet.

 

Flashforward

Sidder stadig plantet i den mørkegrå sofa.

Tænker lidt.

På min far.

”Ham den gamle”.

”Hr. Havskum”.

Han har forladt sin krop, men han har ikke forladt mig.

Jeg ved det er sandt, for jeg snakker med ham.

Hver aften tænder jeg et lys foran det gamle billede, jeg fandt af ham i et støvet fotoalbum fra min konfirmation.

Han ligner sig selv på det. Hans hår er mørkt og kraftigt med grå stænk. Mundvigene danner et skævt smil. Hårfarven er faktisk det eneste, der har ændret sig siden da, og fremstår nu sølvgråt.

Gode gener, får jeg tænkt.

Sætter podcasten med ”The Goop” på.

En Instagram-kunstner havde teaset for et specielt afsnit, hvor hun selv havde fået en paranormal oplevelse, mens hun sad og lyttede til et interview med et kendt medie.

Min nysgerrighed banker heftigt på, mens tankerne kredser om, at det være et tegn.

Nu sidder jeg, om ikke andet, på sengekanten en meter fra mit lille alter og lytter.

Har tændt et nyt fyrfadslys, som oplyser hans slanke ansigt på billedet fra konfirmationen. Han er holdt i godt selskab med en lille sølvgrå buddha.

Jeg tager mig selv i at stirre nærmest ind i flammen, mens mediet taler, om hvordan vi kan få kontakt til ”den anden side”.

Hun snakker om, at man skal vælge nogle tegn. Skrive dem ned. Der er jo ingen grund til at gøre det svære for dem at komme i kontakt med os, end det er i forvejen.

Giver hende mentalt ret.

Kigger på det gamle billede af ham.

Hviler blikket tilbage på flammen.

Beslutter mig for, at fyrfadslyset skal være mit tegn.

Beder ham højlydt om at give mig et prej om, at han stadig er her, mens jeg inderligt ønsker, at han kan høre mig.

…Og det er her, at min paranormale oplevelser begynder.

Fornemmer stærke energier rundt omkring mig.

Flammen bliver mindre.

Og mindre.

Og mindre.

Til sidst er der kun en svag blålig glød der blot holder lyset i live.

Jeg hvisker til ham:

”Hvis du er her, så pust det ud.”

Få sekunder efter er det nye fyrfadslys slukket.

Jeg græder en smule. Ikke fordi jeg er ked af det, men fordi jeg kan mærke hans kærlighed og tilstedeværelse.

 

Sætter mig tilbage på sengekanten i mit nu mørke soveværelse.

Tænker over situationen.

Jeg har stadig ikke fortalt nogen, at min far har forladt sin krop – udover min nærmeste familie.

Det er ikke fordi, jeg ikke har haft lyst, men fordi jeg har haft brug for den gode energi.

For livet – og slutningen på – er helt naturligt. Derfor er jeg ikke trist, men jeg er stadig i sorg.

Jeg ved også, at jeg kan styre mine egne tanker, og jeg har valgt at se det her som en oplevelse, der åbner mit sind og min bevidsthed.

Jeg ser det også som en mulighed.

En mulighed for at komme endnu tættere på ham, og jeg føler næsten hans tilstedeværelse mere nu end før.

Tager en kort tænkepause.

At miste, er for mig en meget intim oplevelse.

Måske er det derfor, at jeg har valgt at dele det i det tempo, der giver mening for mig?

Men når det så er sagt, slog det mig i dag.

Tanken, der gjorde mig opmærksom på, at det ikke må være en hemmelighed, at han ikke er her længere – for han fortjener en tribute.

Og selvom jeg har bare haft brug for at få en god start på mit nye livskapitel uden min far, og uden at skulle besvare en masse velmenende – men uvelkomne kommentarer og spørgsmål, så er han den mand i verden, jeg har lyst til at hylde allermest.

Jeg vil hylde hans ubetingede kærlighed til mig.

Jeg vil hylde hans væsen og hans lys.

Intet er i min verden tilfældigt, og det, at han valgte at rejse nu, var meningen. Jeg ved – sådan helt inde i min sjæl, at han er et bedre sted, og at han lever videre i mig.

Min viden om, at hans kærlighed stadig fylder mit hjerte, giver mig blot endnu større grund til at gå ud i verden med endnu mere kærlighed til mig selv og mine omgivelser. Det giver mig en meget specifik grund til at hylde det øjeblik, der hedder ”nu”.

Måske kan det være svært for dig at forstå min reaktion. Måske er det let. Men at miste, har givet mig mod og forståelse på et helt andet plan, end jeg troede, var muligt.

At min far har forladt sin krop, giver mig et knugende bevis på, at alt er midlertidigt, og at det derfor er så skide vigtigt bare at nyde hvert et øjeblik – for vi aner ikke hvornår tiden rinder ud. Og når alt kommer til alt, er livets ligning kærlighed – den er altid i os, og den er konstant.

Vi ER kærlighed.

 

Note:

Hvis du har et stort ønske om at kommentere på min fortælling, så fortæl mig i stedet hvad det fedeste eller smukkeste i livet er. På den måde ved jeg, at du tænker på mig og ham – og jeg har brug for alle de gode vibes, som jeg kan få – men jeg har intet ønske om at snakke om mit tab. Vi bearbejder alle forskelligt, og det håber jeg, du vil respektere. <3

6 tanker om “The tribute

  1. Det smukkeste i livet er NærvÆr. Nærvær med sig selv, dem man elsker, og dem man ikke kender, men passerer på sin vej. Lad os være nærværende overfor hinanden. ❤️

    Krymmelkram fra Nynne

    1. Jeg elsker det ord! Nærvær. Tak ❤️ Kram!

  2. Livet er smukt på så mange måder. Det der kom til mig først, er det at dele noget med andre. Jeg hørte nogen sige, at glæde er bedre, når den er delt. At have en god samtale og føle, aT jeg connecter med den anden, er Noget af det bedste jeg ved. Nu er jeg selv på vej hjem fra en længere Rejse og må sige, at det absolut Er det bedste jeg har gjOrt (indTil videre). DeT har givet mig så meget, og jeg føler, at jeg Kommer hjem som en bedre udgave af mig selv. Og dEt er Også noget af Fedeste. Jeg glæder mig til at komme hjem og være der for dem omkring mig endnu mere end før.

    Mange kærlige tanker herfra ❤️

    1. Du er simpelthen så sej! Hvor er det bare fedt, at du har fået så meget ud af din tur.

      Jeg elsker også følelsen af en ægte connection. Tak, fordi du tog dig tid til at skrive. ❤️

      Kærlig kram

  3. At rejse er at leve.

    1. Det er jeg helt enig i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *