Smalltalk og sort øl

Reading Time: 4 minutes

 

Er blevet inviteret med til Emergenza af Ireren. Har på nuværende stadig ingen idé om, hvad det er jeg har sagt ja til. Men først har vi aftalt at mødes for at smøre ganen.

Klokken er 19.02.

Træder ind på Christian 4-tal.

Lige (næsten) til tiden. Bliver taget imod ved baren, hvor Ireren allerede er i gang med den første øl. Finder hurtigt ud af, at jeg har ramt happy-hour. Her er godt fyldt med mennesker og en konstant talestrøm. Får hældt øl i glasset – sort og sødt. Som jeg bedst kan lide det.

Fornemmer en nervøsitet sprede sig i kroppen. Varmen stiger op til kinderne på mig og giver dem en rouge-rød kulør. Det ligner ikke mig, får jeg tænkt i en hurtig vending. Måske er det bare for længe siden, at jeg har været ude blandt folk? Tænker for mig selv, om det er muligt at blive socialt inkompetent på et par måneder? To store glas senere er det dog hurtigt glemt, og mit engelske flyder uden de store problemer. Jeg kan ikke lade være med at betragte Irerens veludviklede evne til at smalltalke – en evne, som jeg beundrer.

Hans åbenhed er anderledes, end den jeg normalt støder på i Odense. Faktisk er jeg underholdt, selvom det bare er smalltalk. Mystisk… ”Stik-mig-et-par-tunge-samtaleemner-hvor-vi-kan-kradse-i-overfladen” er normalt mere min kop the.

Spørger indtil hans åbenlyse store netværk. Er nysgerrig på hvordan han gør. Han kigger på mig, med det store glas sorte guld i den ene hånd og svarer: ”The Danes call it networking – I just call it talking”. Manden har alligevel en pointe. Ordet ’networking’ kan hurtigt få en klang af, at man udelukkende taler med folk for egen vindings skyld – ikke nødvendigvis for samtalen eller mennesket bag. Måske er det grunden til, at vores smalltalk ikke virker påtaget? Netop fordi det bare er snak? Eller måske fordi vi allerede er ude over begrebet smalltalk? Slipper tanken.

Tager den falske læderjakke på. Vi går videre til Posten for Emergenza med flere promiller i blodet end antaget. Har på nuværende tidspunkt stadig ligeså lidt idé om, hvad der skal ske, som før.

Klokken er 19.10.

Ankommer til Posten.

Stedet synes mindre end sidst. Kun en lille scene er opstillet til fordel for de konkurrerende deltagere. Får bestilt en øl for at holde mig kørende. Det er et anderledes klientel end sidst. Med god grund. Primært alternative og kunstneriske typer. Typerne der ligner, at de alle kan spille på et eller andet. Eller bare er lidt små-excentriske.

Tre mænd træder ind på scenen. De giver den gas med tung bas og en energi jeg sjældent har set. Alt imens bades de i et lysshow af violette og pink nuancer.

Klapper. Kort pause.

En mor og hendes søn har i mellemtiden indtaget scenen. Et bizart scenarie på den helt fede måde. Bliver draget af absurditeten og rytmikken. En skaldet, ældre mand står motorisk og klapper. Like nobody is watching. Han ligner en glad sæl, tænker jeg. Jeg betragter og bifalder hans løssluppenhed.

Bevæger kroppen ud i rygergården for at summe mig lidt. Spørger en tilfældig fyr om en cigaret. Hader at nasse, men trangen til et skud nikotin kildrer i fingrene på mig. Han rækker mig en smøg, som jeg deler med Ireren. Får ikke fat på hans navn. Den tilfældige fyrs lillebror har spillet. Han var med i det første band. Jeg så dem ikke, da vi stadig sad og drak øller på daværende tidspunkt. Bliver fjern i blikket og betragter hans vens næsering. Tror den er lavet af guld.

På vejen tilbage støder jeg på et kendt ansigt. Han var med til poetry slam. Connecter med ham på Facebook. Krammer. Vi forlader hinanden til fordel for musikken og hans hjemtur.

Næste kunster har gjort sig klar. Sort hat. Glimmer-striber på begge kinder og store, sortmalede panda øjne. ”I like him already” siger Ireren til mig. Kan ikke andet end at give ham ret. Han synger. Jeg står tilbage med en flad fornemmelse.

Uden den vilde tidsfornemmelse tager vi videre på BarRar. Er blevet introduceret for stedet før. De skulle efter sigende lave gode cocktails. Stedet minder mig om Jylland og tidligere branderter. Snakker med Ireren om stort og småt. Mest stort. Køber i spontanitet en hel pakke cigaretter. Suger løs på de små skadelige rør, og finder lidt ro i nattens uforudsigelighed.

Klokken er 02.20

Siger farvel til Ireren og får prajet mig en taxa. Dumme penge, tænker jeg hurtigt. Men at komme hurtigt hjem i varmen er åbenbart det værd. Fortæller min logik mig. Sløret af alkohol, måske.

Der tikker en besked ind på Messenger. En gammel bekendt. Har ikke talt med ham i 100 år.

”Hej R. Stiv på Nørreport station. Dig?

”Stiv i Odense”

”Vi har noget tilfælles – tillykke”

Undrer mig over, hvor tilfældigt livet er. Undrer mig også over, hvad der sker i mandehjernen, når promillerne stiger.

Kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange oplevelser der ligger og venter. Hvor mange inspirerende, skøre, skæve eksistenser der findes – eller hvor meget at øller og en på opleveren har af indflydelse, på det billede vi skaber af andre mennesker. Det er som om, at vi behøver en ydre stimulans for at connecte hurtigt på det lidt dybere plan. Studser mig lidt over kulturen. På samme tid tiltrækkes jeg af den. Tiltrækkes af den frihed, der ligger i, når paraderne bliver sænket, og vi får det privilegie at lære et andet menneske at kende. På andet end blot et overfladisk plan.

Betaler taxamanden. Bevæger mig ind i ghetto-boligen og får lagt mig under dynen. Skal bearbejde denne aften i drømmeland. Lukker øjnene, og konkluderer, at musik må være som balsam for sjælen – på samme måde som alkohol er for talerøret.

 

Tagget ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *