Rutsjebaneturen fra helvede

Reading Time: 4 minutes

Trækker luft. Mine kinder er en smule hævede. Har brugt for lang tid på at tænke, og for lidt tid på at passe på mig selv.

Kigger på klokken. Shit. Står stadig i min dybblå, bamsede morgenkåbe mens jeg forsøger at friske ansigtet en smule op med lidt krigsmaling. De mørke rander under øjnene sidder dog fast som to permanente semi-blå aftryk. Sukker lidt. Opgiver at gøre mere ved det. Ømmer mig over den splint, jeg har fået sylet ind i foden af at danse rundt i bare ben og fødder i min ydmyge stue, til lyden fra Sam Smiths og Disclosure’s version af ”Latch”.

Klokken er 11.56

Chatter Lille My op.

”Er der om lidt”.

Vi skal have endnu et møde. Træder ind i lokalet, som har en velkendt duft. Finder hende placeret i gårdhaven iført en sort pelsjakke med blåt for. Vi krammer. Tænker i en kort vending, hvor meget jeg beundrer hendes drivkraft og måde at være menneske på.

Vi drikker koffeinholdige drikke, og kan mærke min krops reaktion på kunstigt at skyde noget energi ind i systemet.

Snakker lidt om livet. Og om mænd.

En følelse sniger sig atter frem. Kan ikke huske, hvornår den følelse sidst har siddet i kroppen på mig, men på nuværende tidspunkt har den bidt sig fast i låret som en irriterende kilden. En blanding af besættelse og eufori. En salgs rutsjebanetur af skuffelser og forhåbninger, som jeg mest bare har lyst til at få til at stoppe. Det må være rutsjebaneturen fra helvede. Fordømmer mine trust-issues.

Siger farvel til Lille My.

Vinker til min rødvins-drikkende underbo, inden jeg bevæger mig ulovligt videre på cyklen. Har stadig ikke fået købt lys til den røde jernhest. Satser livet en smule, og tænder for mit mobillys i forsøget på at kompensere.

Ingeniøren skriver. Svarer i enstavelser.

Klokken 19.05

Ankommer til festen. Bliver mødt af diskolys og en flad stemning. Bliver budt velkommen af velkendte ansigter. Krammer i øst og vest. Mest i vest.

Drikker vodka-danskvand og knipser billeder.

Praktikanten henvender sig. Han taler sort snak. Siger at ”jeg har gode gener”. Jeg kan se, at hans mørke pupiller udvider sig i takt med, at hans mundvige former et smil der ikke vil gå væk. Hans stirren gør mig utilpas.

Bevæger mig forsigtig videre. En anden mand med et kraftigt overskæg henvender sig.

”Er du altid så flot?”

Kigger lidt studsende på ham, mens jeg svarer, ”at det vel er sådan, jeg ser ud”.

Støder ind i endnu en mand. Husker ham fra et billede. Han har rødbrunt-hår og en kraftig næse. Han havde tidligere ageret model til et shoot, hvor det lignede, at en vindblæser forsigtigt havde kærtegnet hans blege hud. Komplimenterer ham. Han kvitterer med en intens stirren.

Flygter fra situationen og videre ud i natten.

Klokken er 00.20

Ankommer til Old Irish. Bliver spurgt om ID. Kigger forundret på dørmanden.

”Hvor gammel skal man være for at komme ind?”

”20.”

Kigger sukkende på den høje fyr med mine 27 somre i bagagen. Han virker irriterende autoritesliderlig, i takt med at han tager mit slidte studie-ID, og nærstuderer det hvide plastikkort.

Han forbarmer sig, og lader mig slippe ind i mørket blandt berusede mennesker og impulser.

Herinde er alt som det plejer. Der lugter svagt surt af sved. Menneskerne sidder i klynger, og observerer de andre. En singer-songwriter spiller kendte melodier. En skaldet, gammel mand med en lyseblå bomuldstrøje gør sig til. Han indtager dansegulvet, og laver svingom med både mænd og kvinder. Han leger dværg, mens hans gør tilnærmelser til kvinderne i baren. Han ruller rundt på det mørke, fedtede gulv og ligger der som en strandet, elektrisk reje.

Skåler tillykke til Fødselaren. Han nusser mig i håret. Tænker på Ingeniøren og får en uro i maven.

Klokken er 02.00

Beslutter mig for, at det er på tide at bevæge mit korpus hjem i seng. Har fået min kvote af smiger, og er egentlig bare en smule træt.

Rammer efter kort tid hulen, og finder den sorte mobil frem. Sætter ”Latch” på repeat. Igen. Beder til, at mine naboer ikke vågner. Har faktisk ikke tænkt over, hvad sangen betyder, men her, ca. 40 afspilninger på to dage senere, går det pludseligt op for mig, at sangen handler om at forsegle kærligheden. At tage en relation og løfte den til det næste niveau…

”Now I got you in my space, I won’t let go of you. Got you shackled in my embreace, I’m latching on to you.”

Er det mon et tegn? Slipper tanken.

Ligger og stirrer op i loftet. Beslutter mig for at overgive mig til drømmeland.

Follow my blog with Bloglovin

Tagget , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *