Kan man knalde sig til kærlighed?

Reading Time: 4 minutes

kan man knalde sig til kærlighed

Uforpligtende sex og uforpligtende forhold. Det hænger mig efterhånden langt ud af halsen. På den anden side er jeg snart også nået til et punkt, hvor jeg næsten bliver overrasket, hvis sex og kærlighed hører sammen i livet som single kvinde. For selv når jeg tror, at kærligheden er der, er det ofte bare en illusion, der skabes som en undskyldning for at få noget på den dumme.

Jeg er blevet mere skeptisk med tiden. Jeg har svært ved at tro på kærligheden og jeg føler ofte, at dem der vil mig, ikke vil mig – men sexen. Tidligere idag, da ørebøfferne var solidt placeret på øregangene, gik et par sange min bevidsthed forbi. Pudsigt nok, handlede lyrikken primært om “fuckbarhed”. Om kroppe. Penetrering. Hurtig tilfredsstillelse og så ellers videre til den næste.

Men kan man føle sig elsket ved kun at knalde?

Det er et spørgsmål, der har rumsteret i mit hoved. For jeg savner noget mere substans end bare at føle mig som en penetreringsgenstand. Det irriterer mig desuden, at jeg efterhånden er forfalden til at gøre det tilsvarende ved mænd.

“Jamen, jeg troede bare, at det vi havde, var for sjovt”, ”det er jo så fint det, som vi har det nu – der er ingen grund til at gøre det mere seriøst” eller ”jeg er ikke klar til at forpligte mig” er strofer, de fleste myndige mennesker nok har hørt. Har selv været flittig bruger af dem. Men er det virkelig der, vi er nået til? At sex er det tætteste, vi kommer på intimitet?

Jeg savner romantik, der har andet end udløsning på agendaen. Jeg savner store armbevægelser og nærvær, men det føles samtidigt udenfor min nuværende rækkevidde og det gør mig frustreret – for i bund og grund vil jeg jo bare gerne elskes, ik?

Til tider føler jeg kærligheden som noget fremmed. Noget uopnåeligt og utopisk. Måske er en af årsagerne til dette, at vi lever i overhalingsbanen. Det hele skal helst være nyt, mere spændende og mere vildt. Men vi er jo blot mennesker – og vi har alle brug for en at holde af og om. Og hvordan kommer man lettest tættere på et andet menneske, når man mangler omsorg og kærlighed?

Via sex. Det er simpelt.

…Spørgsmålet er så bare, om det egentlig ikke er det samme som at tisse i bukserne. En slags midlertidig fornøjelse, der mest af alt efterlader en tilbage en smule blottet – selvom det (måske) var godt, så længe det varede.

Jeg hungrer efter en connection. Den connection finder jeg en sjælden gang imellem – den har endda i øjeblikke føles virkelig. Men ud af det blå er den forduftet igen, når det er gået op for mig, at det ikke var en connection med mig som menneske – men med min krop. Måske er jeg selv medskyldig. Dog gør det stadig nas, når tanken om, at jeg er fuckbar, men ikke “god” nok til at få den kærlighed jeg i virkeligheden hungrer efter, rammer mig.

Det er som om, at vi hellere end gerne smider tøjet, men hjertet forbliver forseglet – og det er sgu da trist.

Jeg husker beskeden, der for måneder tilbage tikkede ind fra en tidligere flirt. En frustreret mand, der faktisk manglede en kvinde at kaste sin kærlighed efter. Jeg kunne sagtens følge ham. Det er svært at have et hjerte fyldt med kærlighed, men ikke have mulighed for at placere den på nogen.

Måske endte han også med at blive typen, der kneppede sine følelser væk – ligesom jeg selv har gjort. Sex uden følelser vil aldrig blive det samme som med, men det er stadig et step tættere på – og desværre er fantasien nogle gange bedre end virkeligheden, hvis man lukker øjnene. Det er først når fyren er forduftet, at følelsen erstattes af den velkendte tomhed.

Vi er en generation med en gennemsyret Tinder-mentalitet. Jeg har været der. For et år siden slettede jeg det fra min mobil. Mest af alt fordi jeg syntes, at der var nok ligegyldighed i den “virkelige” verden. Desuden blev jeg enormt overfladisk og følte mig samtidig som et produkt (apropos fuckbarhed) – og jeg begyndte også at objektifisere andre. Men selv på den anden side af Tinder-land lever mentaliteten forsat videre i folks hoveder og det gør mig en smule modløs.

Jeg tænker tit på, om det er det værd. Sexen. Har haft lange perioder uden, simpelthen fordi jeg ikke magtede den kyniske tilstand det ofte førte mig i efterfølgende. Men er vi nået til et punkt, hvor man må vælge et ”enten eller”?

Måske tænker du; “bare vent til den rette mand kommer”. Jeg synes både, at det udsagn er noget fis og samtidig trættende sandt. Problemet er bare, at jeg hverken kan – eller har lyst til at sætte min kærlighed på standby til den rette viser sig – og hvilke muligheder står jeg så tilbage med?

…Tilfældige engangsknald. Uforpligtende forhold. You name it. Alt der ikke klinger på “forpligtelser”.

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, om verden er blevet til et sted, hvor vi frygter følelser så meget, at vi blot knalder os frem til noget, der minder os om kærlighed?

En tanke om “Kan man knalde sig til kærlighed?

  1. Jeg synes det du beskriver her er meget interessant, personligt har jeg været alene i næsten 8 år nu og jeg elsker det, bevares samvær med andre mennesker er dejligt og nogle gange vil man da gerne holde om nogen, men det er bare ikke nødvendigt. Jeg ser tingene på en helt anden måde – der er rent når jeg er alene, jeg ved hvad jeg skal have at spise, det roder ikke herhjemme, eller jo det gør det, men jeg ved hvor tingene er osv. i den stil. Selvfølgelig er vi alle forskellige, men i sidste ende, så kommer vi alle til at vente på et eller andet i et eller andet tidsrum. Og du er jo både sød og intelligent, så det er nok ikke så stort et problem alligevel, sådan forestiller jeg mig det bare, men interessante tanker. Godt skrevet. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *