Flugten

Reading Time: 4 minutes

Current status. Ligger på mit stuegulv.

Lige nu virker dette som det eneste overskuelige tilflugtssted, at placere mit stadig blege korpus.
Kigger nedad min blomstrede kjole, og imens jeg trækker lidt op i den for at få luft til de stubbede stænger, tager jeg mig selv i at ligge helt strandet og forstenet mod de lyse, brede gulvbrædder.

Trækker vejret dybt ned i maven, mens jeg mærker en fornemmelse af håbløshed snurre i kroppen på mig.

Vender hovedet mod vinduet.

Solen bager ind fra vinduet.

Jeg kan ikke overskue at gå udenfor. Vælger i stedet at lukke noget af lyset ude bag en beige papirs-persienne.

Flakker lidt med de blågrønne øjne, inden jeg hviler blikket mod glasruderne i de franske døre.

Gad vide hvor længe jeg kan ligge her, og spilde mit liv, før jeg får en åbenbaring?

Vender hovedet den anden vej. Der ligger en BH. En masse tøj. Et tisgult strygebræt står og gør sig til. En bunke nullermænd ligger sporadisk placeret, og giver mig en smule dårlig samvittighed over, at jeg ikke har rørt en støvsuger i så lang tid, at jeg har formået at samle deciderede kolonier af støv. Forbander min ligegyldighed i et øjeblik.

”Når hovedet er et rod, er hjemmet det også”. De to ting hænger ofte sammen, har jeg ladet mig erfare. Slipper tanken.

Tanken erstattes af en insisterende undren.

Hvorfor føler jeg, at jeg er gået i stå?

Forsøger at rationalisere situationen, mens jeg ligger og observerer de hvide skyer, som jeg kan se fra det vindue, hvor lyset stadig strømmer ind fra. De ligger som bløde vat-totter på den ellers blå himmel. Tankerne vandrer sig over til det gamle forgyldne bornholmerur, der står hjemme i min mormos stue. Hver dag trækker hun det trofast op med en lille speciel nøgle – for ellers går det i stå. Det er som om, at nøglen til at trække mit indre ur op, ikke virker længere. Eller også er det bare fordi, at der er ingen, der har en nøgle til at trække mig op med?

Solens stråler har gjort mig døsig. Overbeviser mig selv om, at jeg måske bare skal lukke øjnene. Bare lidt.

Bemærker ikke mange flere sekunder, før jeg går ud som et lys…

Jeg har bevæget mig ind i drømmeland.

Jeg er i et køkken. Mit eget køkken.

Vender mig rundt.

Der står en jeg kender.

Hilser på ham.

Stemningen er trykket. Langt fra behagelig. Jeg kan fornemme en fare, som alligevel synes en anelse udefinerbar – jeg ved blot, at den er tilstede.

Mine sanser skærpes, og farverne fremstår pludselig mere tydelige.

Føler, at vi har haft en lang dialog, men jeg kan ikke huske, hvad vi har snakket om. Jeg fornemmer blot hans puls. Kan næsten mærke fra afstand, at den pumper blodet hurtigere rundt end normen i hans tykke vener.

Han virker nervøs. Eller måske nærmere ængstelig?

En insisterende frygt spreder sig hurtigt i mine lange legemer, og rummet bliver koldt. Han spærrer sine øjne op på den psykotiske måde, som man kun ser på film.

”Ring til psyk. Jeg er bange for mig selv” , får den velkendte mand sagt.

Jeg bemærker ham hvile øjnene intenst på køkkenkniven, der ligger placeret på køkkenbordet lige foran ham. Jeg frygter, hvad han kan finde på.

Tager min telefon frem, men jeg er helt handlingslammet.

”Ring nu til dem!”, bønfalder han mig.

Jeg forsøger febrilsk at finde et nummer, men jeg er ikke i stand til at trykke noget ind. I stedet står jeg der – rystende og måbende, mens jeg forsøger at trykke på vilkårlige taster. Det er bare som om, at jeg bare ikke kan ramme noget. Det er som om, at jeg er gået i stå.

Trækker vejret hurtigt ind. Og hurtig ud. Begynder at hyperventilere.

Han kommer tættere på.

Tættere på.

Hans øjne er nu så opspærrede, at hans pupiller blot er på størrelse med en knappenål.

Lige nu er jeg bange. Bange for at dø.

Han tager den store køkkenkniv, mens han undskylder. Han er ikke i stand til at styre sig selv.

“Undskyld, undskyld!” råber han efter mig.

Jeg løber.
Løber.
Løber.

Fuck, fuck, fuck. Er det virkelig i dag, jeg skal dø?

Gemmer mig bag den hvidmalede dør ud til mit badeværelse, der står i skrigende, oplyst kontrast grundet lysstofrøret.

Han banker på døren.

Den type banken jeg husker fra barndommen, da man legede gemmeleg. Men hans bank er forsigtige. Psykotiske. Får myrekryb. Det her er bare ikke en særlig fed gemmeleg.

Jeg sidder helt stille på de mørke fliser, og forsøger at holde vejret.

Bankene bliver erstattet af et aggressivt knivstik, der går bekymringsfrit igennem den semi-tykke hvidmalede trædør.

Han rammer mig næsten.

Føler mig som placeret i en dårlig film. Som en ufrivillig deltager i en scene fra The Shining.

Han hiver kniven ud af træet med en vanvittig kraft og…

Vågner med et sæt.

Mit hjerte hamrer stadigvæk og min krop emmer af en dyb følelse af frygt.

Hvad fanden var det?

Forsøger at komme til mig selv igen.

Kigger over på det lille sorte ur, som er placeret i den mahogni-farvede vindueskarm. Klokken er 04.30. Det var lige godt satans.

Har ingen intentioner om at sove igen efter den livlige drøm.

Tørrer søvnen ud af øjnene, og fjerner den daggamle mascara, der har sart sig som mørke klumper i mine ellers lange vipper.

Gentager mig selv.

Hvad fanden var det?

Tagget , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *