Et styk spiseforstyrrelse, tak!

Reading Time: 11 minutes

Min historie er måske ikke meget anderledes end andres. Dog følte jeg mig som syg faktisk slet ikke god nok til at være det. For det var lidt som om, at de syge var dem med rettighederne og privilegierne. Dem, der blev hørt. Det krævede blot en diagnose. Derfor ønskede jeg mig inderligt en spiseforstyrrelse.

Og med så mange andre ting, skal man passe på med, hvad man ønsker sig.

Hvis jeg husker helt tilbage, så har mad altid været en udfordring for mig. Lige fra den dag jeg blev nægtet at forlade spisebordet, før jeg havde spist min rugbrød, og i protest blev siddende i flere timer, til når jeg i smug spiste af min mors Marabou og slik, og flittig gemte papiret fra min ”crime” væk et sted, hvor ingen forhåbentlig ville opdage min grådighed. Når jeg spiste, fik jeg et rush af ro. Jeg mindes dog også den dårlige samvittighed, der kom buldrende som en sort sky, når de forbudte sager havde ramt min varme tunge. Og ikke mindst panikken, når jeg ihærdigt forsøgte at slette alle spor fra verdens overflade. Jeg skammede mig noget så grusomt.

Til gengæld var jeg hemmeligt stolt, når jeg sagde nej til sovs, for det gjorde, at min mad smagte så forunderligt kedeligt, at jeg spiste mindre. Jeg lod også som om, at jeg blev forarget, da min folkeskolelærer som et lyn fra himlen spurgte bekymret ind til mit forhold til mad.

Muligvis grundet min skrøbelige statur. Muligvis fordi, at jeg ikke brød mig om frokostpauser. Jeg spiste sjældent rigtig mad når andre så på. Ofte cyklede jeg hjem og spiste alene, eller inviterede de nærmeste veninder over til toast og iste. Jeg brød mig ikke om at spise foran andre mennesker, for jeg var bange for, at de ville dømme mig ligeså hårdt, som jeg dømte dem.

Men jeg tænkte det aldrig som en spiseforstyrrelse. Mad var blot min trøst og kontrol, når omgivelserne var for meget, og det var min trøst, når jeg gemte mig væk på mit værelse efter endnu et skænderi mellem min bror og min mors elsker, eller når jeg igen var så bange, at jeg ikke kunne være i min egen krop. Når angsten ramte mig som en ubarmhjertig dunhammer, var mad – eller mangel på samme – et fint alternativt, hvilket giver god mening. Prøv lige at være angst med mad i munden? Det er ikke det samme, for maden bedøver.

Jeg anede dengang ikke, at det ikke var ”normalt”. Mad var sjældent en nydelsespræget oplevelse, foruden når min far tvangsfodrede mig med æg og bacon eller engelsk bøf. Jeg bildte mig selv ind, at jeg bare var kræsen.

For mig handlede mit forhold til mad ikke om maden. Det var blot min måde at håndtere alle de ting, jeg ikke kunne rumme. Det var som en katalysator for de dybe følelser, som min omverden ikke lod mig udtrykke, og det virkede forbavsende godt – imens det stod på, vel og mærket.

Flashforward til mit nye liv i hovedstaden

Jeg flygtede til København ligeså hurtigt, jeg kunne. I starten var det hårdt og frygtelig ensomt. Men jeg havde stadig livsglæde. Jeg smed den ene kæreste ud, og blev forelsket i en anden fantastisk mand. Et godt stykke inde i vores romantiske relation faldt alle mine parader, og alle mine usikkerheder og mørke sider kom frem i lyset. Jeg tror, han blev skræmt.

Jeg husker, hvordan jeg stille røg ned i en dyb depression og følelsen jeg fik, da jeg ikke ønskede at leve mere. Lykkepillerne jeg proppede mig med, tog dog mit fokus væk fra mad.

Så kom den buldrende OCD, der smadrede mit forhold til at tænke rationelt. Tanker om, at jeg var en person, der var bange for at gøre skade på andre, ramte mig som en lastbil. Jeg følte mig som et forfærdeligt menneske, der slet ikke havde ret til at indånde luft på denne jord. Min daværende kæreste opdagede først mit knækkede sind langt ind i forholdet, efter min del af forelskelsen var dampet en smule af. Og pludselig stod jeg atter helt åben og sårbar i et anderledes og knapt så flatterende lys. Min evige hang til at kontrollere fik ham ned med nakken, og han endte selv med at blive deprimeret. Jeg tænkte dengang – er jeg virkelig så dårligt et menneske, at jeg kan være skyld i, at andre mennesker ikke har det godt? At han, på grund af mig, ikke er den samme, som han var engang?

Flashforward til mit liv som voksen

Jeg husker ikke hvornår det startede, jeg husker blot, at tankerne om mad pludselig var konstante.

”Rør ikke det.”Der er for meget fedt”.  Der er for meget dit og dat. Jeg var blevet besat af at spise på mine følelser, for så var jeg fri for at forholde mig til dem.

De eneste følelser, jeg ikke kunne undvige, var følelsen af afmagt blandet med afsky for mig selv og min krop. Særligt når jeg proppede den for flere hundrede kroner junk på under 30 min. Ned røg slik, en bøtte med kager, is, rent proteinpulver, havregrød i enorme mængder, pakker med brød, en hel bøtte med peanutbutter. Alt blev inhaleret i ét ryk, som var der ingen dag i morgen. Jeg smagte ikke på det, og stoppede først når min mavesæk var så udspillet, at jeg ikke kunne trække vejret. Derefter var det blot at kaste hele molevitten op igen, mens mascaraen løb insisterende ned af mine kinder, og jeg ikke kunne andet end at hulke ned i toilettet. Særligt hvis jeg ikke var i stand til at få efterladenskaberne ud af min krop igen. Der forbandede jeg virkelig min manglende rygrad og min plads i livet generelt – for så var jeg ude af kontrol. Det var en ond spiral.

Husker veninden der tippede om, at jeg blot kunne drikke bagepulver inden jeg skulle kaste op, og akkompagnere det med en sodavand. Så det gjorde jeg. Flere timer dagligt blev dermed brugt på selvhad med en sodavand i den ene hånd og et glas med opløst bagepulver i den anden. I forsøget på at genvinde kontrollen, røg en finger motorisk ned i kæften og pressede insisterende mod min blodrøde drøbel for at fremkalde en naturlig refleks. Jeg havde en konstant splittet følelse af at spilde mit liv og samtidig ønske at blive i min tilstand, så folk stadig ville elske mig og beundre mig for mit udseende.

Husker følelsen af kontrol og sejr der herskede, når jeg havde tabt mig igen, for derefter ligeså hurtigt at kigge mig selv i spejlet, og kun være i stand til at se en knust sjæl uden særlig meget livsglæde. Det var som om, at folk elskede det de så, men ingen elskede mig. Ikke engang mig selv.

Jeg begyndte at forbyde mig selv alt der hed nydelse i livet. Min hverdag var pludselig præget af at sove i timevis, træning, hyppige toiletbesøg, nedrullede gardiner og et tungt sind. Men jeg boede alene, så ingen så det. I andre perioder bestod min diæt primært af rå æggehvider med kakaopulver og rent proteinpulver. Jeg bingede endda i lortet. Proteinpulver og vand. Med en ske og i fast form, blot for at få lidt mæthedsfornemmelse.

Jeg sagde stort set altid nej til middagsaftaler, da jeg ikke magtede spørgsmålene eller kommentarerne, som altid kom til min måde at spise på. Jeg havde heller ikke overskud til at komme ud af min ”rutine”, for jeg vidste, hvad der ville ske. Og jeg var flov. Noget så flov.

Desuden har jeg altid trænet, og jo mere mit forstyrrede forhold til mad fyldte, des hårdere trænede jeg. Pludselig en skønne dag, begyndte mine omgivelser også at bemærke det.

Den smarte ting ved kun at kaste op er, at jeg kunne spise som en granvoksen mand på 200 kg uden folk vil opdage det. Når man til gengæld ikke spiser, så er det en kende sværere at skjule.

Og pludselig tog det fart. Jeg husker, hvor stolt jeg var, da guldsmeden kiggede på mine håndled og sagde ”vi har da overhovedet ikke ure til folk med så tynde håndled”. Jeg forsøgte at virke forarget overfor min mor, som var med, men dybt indeni smilte jeg.

Jeg husker, hvordan jeg følte en stærk følelse af succes, da jeg endelig kunne passe Vero Modas skinny jeans i str. XXS, på trods af mine 180 centimeter, og fra naturens hånd – kurvede figur, og hvordan jeg hoverede overfor folk på min vej.

Det var nat i den snuskede ende af Nørrebro.

Vi var på vej ud for at male byen rød, og jeg ville prøve krøltoppens tøj blot for at demonstrere hvor tynd jeg endelig var blevet. Cigaretter blev glædeligt og tungt inhaleret under tøjskiftningen. Husker krøltoppen, der kiggede på mig med foragt, da jeg lod klæderne falde, og kun stod i BH og trusser, og fortalte mig, at jeg var blevet ulækker tynd. Den kommentar sad fast længe. Det var som om, at ordene rungede dybt og efterklangen aldrig stoppede.

Jeg husker også, hvor træt jeg var. Blot en time i det fri, kunne slå mig ud resten af dagen. Følelsen af at være ved at besvime, når jeg blot skulle cykle få kilometer, ramte mig ofte som en mur. Min personlighed var blevet anderledes. Jeg var arrig. Utålmodig. Jeg var hidsig, og viste hurtigt tænder, når folk forsøgte at blande sig i mit liv og gøren. For det var jo mit liv, ikke?

Vendepunkt kom pludseligt på en kold vinterdag, da jeg stod i kælderen af Magasin, hvor jeg arbejdede. I hjørnet af det orange omklædningsrum havde jeg inhaleret 3 marsbarer på få minutter, mens jeg febrilsk spejdede rundt i lokalet med opspærrede øjne, for at være sikker på, at ingen havde opdaget mig. Når døren gik op, sad mit hjerte helt oppe i halsen, min puls bankede derud af, og jeg håbede bare, at ingen ville sige hej til mig og forstyrre mit planlagte binge. I et mislykket forsøg på at finde et toilet, skete der noget indeni. Et slags rungede ”hvorfor gør du det her” fyldte hele min krøllede hjerne, og lige der, brød jeg helt sammen. Tudbrølende, med chokolade ned af mundvigene, blev jeg klar over, at dette måtte stoppe. Dagen efter sygemeldte jeg mig.

Sygemeldingen gav mig ro, men tankerne forsætte.

Husker alle kommentarerne på mit udseende. De både fodrede mit ego og drænede mig uendeligt.

”Pænt, at du er blevet så tynd”. ”Du er meget pænere nu”. Jeg blev pludselig bange for at tage på – for tænk nu hvis folk ikke ville finde mig attraktiv længere? For hvad ville jeg så have tilbage i mit liv? Jeg var bange for at besøge min familie, dels fordi de ville give mig mad, og dels fordi jeg ikke ville vise omverdenen hvor ”tyk” jeg var blevet. Dette var selvfølgelig blot en illusion, men det føltes alligevel så virkeligt. Få mennesker vidste, at jeg var sygemeldt, for jeg følte det som en falliterklæring.

Jeg tog mig ofte i at tænke, at jeg nærmest levede et dobbeltliv. Et liv hvor jeg var på og normal, og hungrede efter opmærksomhed og anerkendelse, og så et andet liv, der var præget af selvforagt, sygemelding, voldsom sultfornemmelse, svimmelhed, pinen af egen krop og sind og toiletbesøg. Men jeg var blevet afhængig af det kick det gav mig, at have fuld kontrol over min krop. Selvom det var langt fra sandheden, var det stadig den overbevisning jeg havde, og den var svær at slippe.

I takt med, at mit forhold til mig selv blev mere og mere forvrænget, tilpassede mine omgivelser sig efter det. Mændene jeg mødte behandlede mig på samme måde, som jeg behandlede mig selv. Ofte uden nogen respekt. Jeg oplevede ofte at blive udnyttet for min naivitet og håbet om, at en anden person ville komme og hjælpe mig ud af mørket.

Jeg begyndte derfor selv at behandle mine omgivelser uden respekt. Jeg kunne ikke klare konfrontationerne med menneskerne. Derfor gjorde jeg det, jeg var allerbedst til – jeg trak mig fra samtlige relationer og isolerede mig selv fuldstændigt. Jeg cuttede endda kontakten til hele min familie i halvandet år.

En dag slog det mig, at jeg nok havde brug for lidt mere konkret hjælp, så jeg kontaktede igen-igen en læge.

Husker klinikken, der var beliggende i det fine kvarter til grænsen af Hellerup. Og ventetiden. Den føltes så uendelig lang, da jeg stod, helt blottet og med svedende håndflader, og afventede min ”dom”. Jeg var nervøs. Meget nervøs. Efter at lægen havde kaldt mit navn, trådte jeg ind i hans zone, hvor han hurtigt bad mig hive op i min trøje. Husker, hvordan han blot kiggede på mig, og sagde ”du er slet ikke tynd nok til at have en spiseforstyrrelse”. Det var bestemt en trigger, der prompte førte mig ind i en decideret sult-fase. For hvis selv min egen læge ikke ville tage mig seriøst, hvem i alverden vil så? Jeg følte mig lille, underdanig og jeg skammede mig til skyerne og ned igen.

Igen ønskede jeg mig inderligt en ”rigtig spiseforstyrrelse”.

Efter utallige lægebesøg hos andre klinikker, psykologsamtaler og tider hos diverse psykiatere, i et bestemt og ihærdigt forsøg på at komme ud af den situation jeg havde sat mig selv i, mødte jeg endelig den person, der er grunden til, at jeg står her, hvor jeg står i dag.

Det var en læge på Christianshavn. En sympatisk kvinde, der faktisk, sådan helt oprigtigt, var interesseret i at få mig til at få et normalt liv. Hun henviste mig til en klinik for spiseforstyrrede. Først var jeg bange og følte mig som en forræder. For var jeg overhovedet spiseforstyrret nok? Havde jeg overhovedet fortjent at komme i behandling? Tanken om, at der jo sikkert var mange, der havde det meget værre end mig fyldte enormt. Igen skammede jeg mig over, at have søgt om hjælp. Hun havde først henvist mig til et center for anorektikere. Jeg synes, det hele lød lidt voldsomt, og jeg havde besluttet mig for at sige nej tak til tilbuddet, da jeg ikke ville optage pladsen for en anden. Kort tid efter modtog jeg et brev fra privat hospitalet, Frederiksberg Centeret. Grundet den lange venteliste til det offentlige tilbud, havde de lavet en plads til at tage mig ind, og behandlingstilbuddet virkede mere roligt. Jeg valgte derfor at tage imod.

De næste to år brugte jeg en stor luns af min tid der. Først i et intensivt, ambulant forløb 3-4 gange ugentligt. Det var selvfølgelig noget jeg holdte hemmeligt for både arbejdsgivere og studiekammerater. Det var både noget af det hårdeste og bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg husker stedet som mit frirum. Et sted, hvor jeg kunne være mig helt og aldeles, og hvor der ikke blev rynket på næsen eller negligeret. Hvor intet var hverken for stor en mundfuld eller for småt. Jeg er forevig taknemlig for de mennesker, der tog del i min rejse. Spiseforstyrrelsen var svær at slippe, for ligeså meget som jeg hadede den, ligeså meget elskede jeg den. Den var min trøst, min ”ven” og der var på mærkelig vis noget velkendt og trygt ved den. Derfor tør jeg ikke gætte på, hvor jeg havde været uden den behandling, men de to års forløb gjorde vidunder for min psyke og ikke mindst – mit selvbillede.

Når man har brugt hele sit liv på selvhad, så kræver det store armbevægelser pludselig at få en anden overbevisning. Men det er heldigvis ikke umuligt.

I dag er jeg ikke spiseforstyrret, og blev klinisk raskmeldt for lidt over et år tilbage. Jeg er normalt forstyrret, som det meste af den danske befolkning, og jeg ønsker mig i den grad ikke en spiseforstyrrelse længere. Mit forhold til mad vil jeg betegne som helt normalt. Mine tanker kredser ikke om forbudt og ikke forbudt. Jeg er stille og roligt ved at finde helt tilbage til en ny identitet, der ikke involverer selvhad, selvskade og destruktive tanker. Og selvom jeg stadig arbejder på at skabe sunde bånd og relationer med mennesker, så ved jeg, at jeg er på rette vej. Jeg har lært, at jeg hverken kan eller skal bære hele verden selv, og at det er okay at spørge om hjælp. For livet er udfordrende, og til tider en bitch at håndtere, men at gemme sig væk og tro, at man kan komme ud af hullet selv, er blot at grave en dybere grav. Jeg valgte at tage et aktivt valg om at leve mit liv og ikke længere blot være passiv tilskuer til et liv, der sugede alt livsglæde ud af mig.

Og spørgsmålet er så, om jeg ville have været det foruden? Ja, det ville jeg nok. Men på den anden side, har hele forløbet givet mig en større selvindsigt end jeg tror, havde været muligt, hvis mit liv blot havde været en lineær dans på roser. Budskabet må være, at vi alle har en fortid, der er med til at skabe os som de mennesker og individer, vi skal være.

Tanker har magt, så det er så fandens vigtigt at vælge dem med omhu. Jeg håber, at min historie kan give dig håb, hvis du selv sidder i samme situation, eller måske skabe forståelse, hvis du er pårørende til en, der kæmper. Kan min fortælling blot hjælpe en eneste derude, så har det været hele min åbenhed værd. For mig at se handler det om, hvordan man vælger at tackle situationen i sidste ende, og at huske på, at det aldrig er for sent at ændre spor.

Tagget , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *