En planløs rejse og en gammel bekendt

Reading Time: 4 minutes

rebecca brincker

Klokken er 05.00

Er hoppet på metroen mod lufthavnen. Er mindre spændt end forventet, men pusterummet virker tiltrængt. Som en slags flugt fra virkeligheden.

Trækker den lille, lyserøde trolley efter mig i jagten på en overpris chai latte fra Starbucks.

Står i min egen verden, mens forskellige nationaliteter omringer mig. Deres ubeslutsomhed irriterer mig. Skyder skylden på min irrationelle irritation over på det umenneskelige tidspunkt at være vågen på.

Laver en hurtig bestilling hos den unge barista.

”En chai latte, tak”.

”Hvad hedder du?”, får den unge barista fremstammet i en hurtig – og alt for frisk vending, mens han holder en sort, fed sprittusch i sin højre hånd.

”Rebecca.”

Han kigger lidt mystisk på mig i et øjeblik, men pludselig vender hans mundvige sig insisterende opad.

”Rebecca? Vi har gået på skole sammen. På RUC.”

Mærker en varme stige, der gør mine håndflader en smule klamme. Kan overhovedet ikke genkende eller huske ham. Bliver akavet og rød i hovedet og beder til, at min uvidenhed ikke er alt for åbenlys.

”Nåe, ja! Det er rigtigt. Hyggeligt at møde dig igen” siger jeg, som en hvid løgn, og serverer den med lynets fart.

Tager min chai latte med havremælk og akavethed med mig, mens jeg bevæger mig hen mod gaten.

Rammer en kø.

Frygter, at jeg har taget for meget bagage med.

Venter.

Ny kø.

Højt suk.

Ind i flyet.

Har købt en lavprisbillet, og mine lange ben kæmper derfor en smule med at finde en passende stilling, der ikke får dem til at snurre af søvne.

Vender hovedet og kigger ud af det lille kabinevindue. Udsigten er fin. Herfra ligner de store marker bløde tæpper. Skibene i vandet synes næsten at stå helt stille og ligner små lysende stænger. Det virker som om, at alt er gået i stå. Skyerne ligger som små vattotter og smyger sig om landskabet. En er hvid. En anden er kulsort. Verden virker så lille herfra. Det er som om, at alle de problemer man har, synes så ubetydelige små, når det ses i dette perspektiv.

Slipper tankerne.

Glæder mig over min vinduesplads, der giver mig mulighed for at sidde at halvsove uden at savle ned af min medpassagers skulder, da jeg har den kølige, hårde flyskal som hovedpude.

Klokken er 10.00

Piloten gør klar til landing.

Jeg spænder den brune sikkerhedsrem, mens massive propper skaber en vakuum effekt i mine trommegange. Det mærkes som om, at de er på randen til at sprænge.

Vi lander blødt, og piloten sætter en automatisk hyldestsang på da hjulene rammer landingsbanen med et bump. Tænker kort, at det næsten er ligeså plat, som når folk klapper, når flyet lander.

Stiger ud af den store flyvende jernfugl og trækker luft ind. En halvskuffende følelse rammer min mave. Her er ikke som jeg havde regnet med. Jeg ved godt, at jeg kun har sat mine fodspor i lufthavnen, men her virker koldt.

Står ved grænsekontrollen i en god halv time. Køen gør mig småskør og jeg mærker min vejrtrækning blive mere overfladisk. De mange mennesker føles at omringe mig som små myrer.

Jeg har stadig ingen anelse om, hvad jeg skal.

Jeg er planløs.

Klokken er 11.00

Fanger et tog mod den centrale del af London.

En mand spiser friturestegt kylling fra skinnende sølvpapir bag mig. En interessant lugt spreder sig i kupeen og giver mig en smule kvalme.

Skifter fra friturestegtslugtende tog til rød dobbeltdækker.

Kigger ud af vinduet fra den røde dobbeldækker, og forsøger at suge alle indtryk ind.  Ser den ene store bygning efter den anden. Den ene kommercielle kæde efter den anden. Folk har travlt. Få smiler. Masser af ”jakkesæt” vandrer fra A til B.

Sætningen; ”London er den fedeste by” rumsterer i mit hoved, men jeg kan ærlig talt ikke mærke det.

En hvid varevogn kører forbi og holder foran den røde dobbeltdækker ved lyskrydset. På bagsmækken står der ”Mother Clucker”. Nedenunder har de henvist til hashtagget #Cluckyoutoo.

Smiler lidt. Humoren er i det mindste ikke død.

Klokken er 12.00  

Hopper af den røde dobbeltdækker og vandrer i stedet hvileløst rundt i forsøget på at finde mit hostel.

Rammer et semi-sketchy kvarter nær Aldgate.

Bliver cat-called af to mænd.

Sætter tempoet en smule op.

Min lyserøde trolley er kommet en smule på overarbejde, grundet de mange huller på fortovet. De lange stænger er efterhånden blevet en smule svedige og varmen gør mig døsig.

25 grader. Jesus. Rart. Og fucking varmt.

Har imellemtiden brugt en formue på data, da GPS’en føles som min eneste trofaste ven her i solen blandt de tårnhøje bygninger.

Finder langt om længe mit hostel. Bliver mødt af et stort lysende skilt der med lysende pærer danner ordet “Generator.”  Tænker for mig selv, at det mere ligner et ”hipster-motel”.  Måske de burde skifte navn.

Træder indenfor.

Kulørte møbler gør sig til. Tre hipstere sidder på række i receptionen og tager i mod…

FORSÆTTELSE FØLGER…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *